Af Dorit Glintborg
Hele klubhuset er raseret.
Det er situationen for Morsø Ældreidræts faciliteter på Elsøvej i Nykøbing, der mellem mandag og tirsdag i denne uge har haft hærværk.
Politikommissær Jørgen Jensen oplyser, at et stakit er ødelagt og at der er knust ruder i klubhuset, som i øvrigt som helhed betegnes som værende raseret.
Der er ydermere efterladt knuste flasker og tomme pizzaæsker på stedet.
Også på Sønderhedevej i Rakkeby har der mellem mandag og tirsdag været indbrud.
Her er det gået ud over en staldbygning, hvor nogen har knust flere ruder.
De knuste ruder repræsenterer en værdi af omkring 2000 kroner.







































