Af Dorit Glintborg
Uanset, om vi har gået fire, syv eller 15 år i skole, så har vi alle dét til fælles, at vi har gået i skole.
I dag starter Her På Øen en ny serie: Min skoletid.
Jeg lægger selv ud med en fortælling om mine syv første skoleår i 7960 Karby.
Vil du gerne dele dine skolehistorier med læserne, sender du mig en mail.
Skriv også gerne, hvis du ønsker hjælp til skrivningen, før den offentliggøres.
Nu skal der deles minder!
Min Skoletid af Dorit Glintborg
Jeg elskede at gå i skole. Især de første syv år. Her gik jeg i Karby Skole, hvor jeg startede i første klasse sammen med Allan og Per, Ulla, Margit, Mona, Karen og Jette.
Vi otte udgjorde i syv år en fasttømret enhed, periodevis udstykket i mindre enheder to-seks, fire-fire, tre-fem, men aldrig, som jeg husker det, en-syv.
Vi kunne skændes indbyrdes, og det gjorde vi.
Vi kunne drille hinanden, og det gjorde vi også.
Men i min erindring var der aldrig én, der stod helt alene.
Måske også – med selvindsigtens klare syn – fordi jeg personligt har et indbygget forsvarsgen, der gør det umuligt for mig, ikke at stå den bi, der har brug for det.
Indimellem fik vi en ny i klassen.
Det var altid spændende.
Vi havde Gry en overgang, og vi havde Godtfred. Godtfred, som ville kaldes Pip.
Vores klasselærer de første år var Fru Grymer. Så fik vi Hr Beyer. Og den tredje og sidste var Knudsen.
Jeg var glad for dem alle sammen. Også mange af de andre lærere. Og for Evaldsen, der en overgang var skoleleder.
Sommetider var der vikar på, og dét står for mig som noget af det sjoveste, vi vidste.
For når den nye lærer trådte ind i vores klasse, så hed jeg pludselig Mona, Jette hed Dorit, og Per hed Allan.
Noget af det dejligste var, når vi havde Fru Noesgaard til tysk, og kunne lokke hende til at tage os med ned i gymnastiksalen i stedet for at øve grammatik.
Så spillede vi hockey. I strømpefødder på det glatte gulv. Oj, hvor vi elskede det.
Jeg elskede i det hele taget at gå i Karby Skole.
Engang skulle vi have haft pas med i skole, fordi vi var i gang med at planlægge en lejrtur. Jeg havde glemt passet. Det samme havde Mona. Vi boede nogenlunde lige langt fra skole, blot i hver sin retning, og vi væddede om, hvem der kunne cykle hurtigst hjem efter passet og nå tilbage igen. Vi havde hver godt fire kilometer, og jeg har vist aldrig cyklet så hurtigt før.
Jeg mener bestemt, at jeg vandt. Men det er måske kun i min hukommelse. Jeg må have spurgt Mona engang, hvordan hun husker det.
Vi havde ikke mobiltelefoner, men det betød ikke, at vi ikke skrev små beskeder til hinanden i timerne.
Vi skrev bare beskederne på små sedler.
Jeg har nogen af dem i dag.
”Synes du ikke, det er kedeligt?”, kunne der stå, og så var der en rubrik til afkrydsning ved JA eller NEJ.
Legepladsen var skøn. Der var vippe og gynger. Og vi spillede rundbold nede på sportspladsen, så det var en lyst.
Ude i gården hoppede vi i mand på cementen, og vi sjippede.
Og når en af os havde fødselsdag, blev de syv andre inviteret til fest.
Sommetider var vi, som før nævnt, internt uvenner holdvis for en stund, og så kunne det være kun halvdelen af klassen, der var inde i varmen.
Men vi fandt altid sammen igen, alle otte, – i hvert fald, som jeg husker det.
Og fødselsdagene hjemme hos hinanden var sjove.
Røde pølser, balloner, kaninunger – og så Ullas mor, der altid selv bagte kagemanden.
Når vi havde Knudsen til klassens time, fik vi tit lov til at lege Kluddermor. Vi stod i en rundkreds med hinanden i hænderne alle otte, og så skulle vi vikle os ind i hinanden ved at kravle over eller under de andres arme uden at slippe taget i dem, vi holdt i hånden.
Så var det op til Knudsen at få os viklet ud af hinanden igen ved bagefter at bede den og den kravle under eller over de og de arme.
Det lyder, som om alting var en leg, når jeg nu sidder og fortæller om de syv år i Karby Skole.
I så fald fik vi lærdommen leget ind, for vi lærte både at skrive og stave, læse og regne.
Vi havde helt sikkert nogle dygtige lærere.
OM BILLEDET:
Vi var i første klasse i avisen (Morsø Folkeblad) sammen med vores klasselærer, Kirsten Grymer fordi vi havde tegnet alle årstiderne.
Som forfatter og fotograf til artiklen står der slet og ret ”claus”.
Fra venstre mod højre ses på det indscannede avisbillede:
Per Gasberg Andersen, Allan Attermann, Dorit Glintborg, Mona Jensen, Jette Pedersen, Karen Odgaard, Margit Andersen og Ulla Mogensen.
Stående bag Allan og mig ses Fru Grymer.
