Af Dorit Glintborg

Politiet skal i løbet af ugen undersøge en voldsom brand, som i går hærgede en ejendom på Torvegade i Flade.

Såvel stuehus som længer er totalt udbrændt, oplyser politikommissær Jørgen Jensen om branden, der blev anmeldt kl. 8.04 i går søndag.

Ilden var startet i en lagerbygning, hvor der blandt andet var opbevaret fem tons savsmuld. Ilden bredte sig til stue og carport, og umiddelbart ser branden ud til at være startet omkring et pillefyr.

Ingen mennesker kom noget til ved branden i Flade.