Af Dorit Glintborg
I udestuen hos Gudrun Noesgaard og Knud Laursen er der – trods dagens regnvejr – sol og sommerstemning.
Det er nemlig torsdag, og derfor har Knud Laursen travlt på telefonen det meste af dagen.
Som en erstatning for de fysiske Torsdagscaféer i Kirkehuset i Redsted, der i indeværende Coronakrise ikke lader sig gøre, veksler menighedsrådsformanden og hendes ægtefælle mellem at køre ud til de faste deltagere med hygge og omsorg på afstand, og ringe op til hver enkelt om torsdagen.
I dag er det telefonsamvær, der er i fokus, og Gudrun Noesgaard glæder sig over, at alle 38 faste deltagere i torsdagscaféen uge efter uge i denne Coronatid kan melde: Vi har det godt.
- Det er en stor glæde for os. Vi kører stadig ud med nye ”opgaver” til deltagerne, og medbringer også lidt sponsorerede lækkerier.
Denne torsdag er det telefonisk omsorg, og Knud Laursen er i sit es, når han hyggesnakker med de 38 cafédeltagere.
Gudrun Noesgaard benytter lejligheden til at opfordre alle til at sprede glæde for andre – og i øvrigt huske på, at livet ér fantastisk.
Foto: Gudrun Noesgaard.