Af Dorit Glintborg

Her På Øen

Både politiet og kommunen roser morsingboerne for at tage situationen omkring Coronavirus alvorligt. Samtidig opfordres der til vedholdenhed, så der måske kan ske en gradvis åbning af samfundet efter påske.

”Morsingboerne har virkeligt vist stort samfundssind. Jeg er meget stolt af, hvor gode borgerne er til at stå sammen på afstand, og det forventer jeg også fortsætter ind i påsken,” siger Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Sammen med politidirektør Helle Kyndesen opfordrer han midt- og vestjyderne til at finde andre måder at fejre påsken på end de traditionelle påskefrokoster. For virussen tager ikke hensyn til, at det snart er højtid, og det kan vi derfor heller ikke tillade os at gøre.

”Når vi ikke kan gøre det, vi plejer og gerne vil, kan vi i stedet udnytte, at vi har masser af skøn natur i vores del af landet. Mange af os trænger sikkert også til at få lidt frisk luft. Der er plads nok udenfor, så brug påskedagene på at tage på udflugt i det blå – men husk at holde afstand til hinanden og overholde reglerne om, at maksimalt 10 personer må være samlet. Det gælder også i køen ved iskiosken,” siger politidirektør Helle Kyndesen.

Det kan tilføjes, at opfordringen til at tage på udflugt må suppleres med en anmodning om at blive i sit nærområde. Statsminister Mette Frederiksen har gentagne gange indprentet, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke skal foretages rejser på kryds og tværs i Danmark.

Midt- og Vestjyllands Politi modtager hver dag henvendelser om mulige overtrædelser af de forbud, der skal minimere smittespredningen af coronavirus.

Henvendelserne kommer fra borgere, der er bekymrede for smittespredning, og politiet tager dem alvorligt, for der er en reel risiko for, at smitten vil sprede sig, hvis ikke vi holder afstand til hinanden. I langt de fleste tilfælde har politiets undersøgelser ikke ført til en sag. Enten fordi det anmeldte forhold ikke var omfattet af forbuddene, eller fordi patruljen ved sin ankomst ikke kunne konstatere en overtrædelse. Kun i tre tilfælde har politiet fundet grundlag for at foretage sigtelse, og i Morsø Kommune er det slet ikke sket.

Politiet patruljerer flittigt for at holde øje med, at de mange forbud og påbud efterleves. Her er patruljen ved Østerstrand i Nykøbing. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi.