Af Dorit Glintborg
Her På Øen

”Hvis du elsker dit arbejde, arbejder du aldrig”
Sådan lyder yndlingsordsproget hos den nye afdelingsdirektør i Jyske Bank Nykøbing.
Chris Trans Lundquist tiltrådte stillingen 1. februar, og dét med masser af optimisme og gåpåmod.
Han er afdelingsdirektør for Nykøbing, Skive og Thisted, men da Nykøbing har den største afdeling, kommer han til at være meget på Mors.

Tilknytning til øen har den nye direktør i forvejen, idet hans svigerfar er født og opvokset i Nykøbing.

Jyske Bank Nykøbing er med sine lige knap 21.000 kunder den største bank her på øen, og den nye direktør glæder sig til at lære både øen og afdelingen endnu bedre at kende.

Chris Trans Lundquist har senest siddet som afdelingsdirektør hos Jyske Bank i Bjerringbro i fem år.
– Inden da arbejdede jeg hos Danske Bank, hvor jeg havde at gøre med nogle af de største erhvervskunder. Men faktisk startede jeg i forsvaret, fortæller den nye direktør.
Han troede som yngre, at han skulle være officer, og havde to år i forsvaret, hvorunder han i et halvt år var udsendt til Kosovo.
– Jeg ville gerne gøre en positiv forskel, forklarer Chris Trans Lundquist.
Dog fandt han ud af, at den forskel nok ikke på længere sigt skulle være i forsvaret, og siden søgte han ind som bankelev i Holstebro. Nu ønsker han at gøre en positiv forskel i bankverdenen, nærmere bestemt Jyske Bank Nykøbing.
– Mine ambitioner er, at vi fortsat skal være en lokal bank, der er med til at støtte den gode udvikling på Mors. Det gør vi ved at bakke op om forskellige lokale initiativer. Og vi gør det ved vores lokale medarbejdere, fortæller Chris Trans Lundquist.
Han uddyber kvaliteten ved lokale medarbejdere ved at understrege vigtigheden af den enkeltes støtten op om lokallivet i det daglige.
Den positive forskel, Chris Trans Lundquist vil gøre som afdelingsdirektør i Jyske Bank Nykøbing består blandt andet i rådgivning i høj kvalitet, og gode oplevelser for kunderne.
Og så gør det ikke noget, om det kræver lidt overarbejde.
For når man elsker sit arbejde, arbejder man aldrig.

Her står Chris Trans Lundquist ved siden af et ordsprog, der hænger i Jyske Bank.

Om indretningen i den lokale bank følger en historie i nær fremtid.