Af Dorit Glintborg

doritglintborg1@gmail.com

På Sydmors Skole og Børnehus i Vils lærer eleverne i 5. b for tiden noget om takt og tone.
Det gør de sammen med deres klasselærer, Lis Nørgaard, som fortæller, at klassen arbejder ud fra bogen ”Opfør dig ordentligt – og vær en god ven”.
Tiltaget er helt lokalt, fortæller Lis Nørgaard.
– Ideen til at arbejde med takt og tone kommer dels fra at have opdaget denne bog på biblioteket. Den er skrevet i børnesprog, og der er gode illustrationer til. Børnene kan forholde sig til eksemplerne i teksten, da de er nutidige og taget ud fra deres verden. Ideen kommer også fra at have oplevet igennem mange år som lærer, at mange børn ikke hilser tilbage om morgenen, når man kvidrer godmorgen til dem. De hilser sådan set heller ikke rigtigt på hinanden. De går ind, smider tasken og så er dagen i gang. Det har irriteret mig og undret mig.
Lis Nørgaard har ligeledes undret sig over den manglende ”tak”, når noget sendes rundt i klassen og manglen på bordskik.

Hun skynder sig at understrege, at mange børn gør sig umage med at følge reglerne.
Men mange gør altså ikke, og det har fået Lis Nørgaard til at sætte fokus på det i sin femte klasse på Sydmors Skole og Børnehus.

– Når jeg siger, at det kun er 5.b, der arbejder med takt og tone, så passer det ikke helt. Alle lærere arbejder i det daglige med børnenes opførsel overfor hinanden og andre voksne, og det gør vi i hele deres skoletid.
Jeg ved, at indskolingen bruger meget tid på at snakke med børnene om, hvad god bordskik er, så de er godt klædt på, når de skal spise sammen til frokost. De går i rækker ned til morgensang og står i selv samme rækker og synger. De har ikke hat og fodtøj på inde. De vasker hænder inden spisning. De lærer at stå i kø og vente på tur, siger Lis Nørgaard.

Billeder: Sydmors Skole og Børnehus

Part 2 af historien kommer i morgen onsdag.