Af journalist Niels Hansen, freelancer Her På Øen

En 37-årig mand fra Mors slap trods op mod 120 tilfælde af bedrageri for omkring 200.000 kroner med en kombinationsdom på otte måneders fængsel

Umiddelbart var både anklager, forsvarer og dommere i retsafdelingen i Thisted parate til at en retssag om blandt andet bedrageri over internettet nok skulle udsættes en times tid, da den 37-årige tiltalte tidligere havde været svær at få fat.
En patruljevogn var derfor sendt ud for at se efter ”hovedpersonen”.
Men fem minutter over ni dukkede den 37-årige op og var blot forsinket efter busturen fra Nykøbing til Thisted.
Tre timer senere kunne den 37-årige så forlade retslokalet igen. Godt nok med en dom for bedrageri og et krav om erstatning til de bedragne ”i lommen”, men også med visheden om, at hvis han holder sig på den rette side af straffelovens grænser vil der ikke blive udløst en tur bag tremmer.
– Vi har vurderet, at din situation i dag er sådan, at der kan idømmes en kombinationsdom, forklarede retsformanden den 37-årige efter han havde fået at vide, at straffen blev otte måneders fængsel, hvor fire skal afsones og fire var betinget af blandt andet 100 timers samfundstjeneste.
– Det var ludomani, forklarede den 37-årige om sine handlinger, som begyndte for alvor i 2014, hvor spilletrangen blev så voldsom, at han blev idømt halvandet års fængsel for databedrageri.
Det blev til yderligere en dom i begyndelsen af 2017 og så en løsladelse midt i 2018.
Spilletrangen var så stor, at han i nogle af perioderne uden for fængslet fik held af at få hold på NemID og adgang til en konto, som tilhørte en søster og hvis handicap betød, at hun ikke helt var klar over, hvad der skete med hendes penge.
Men der var også tid til, at der blev sat ting og sager til salg på nettet, og det var alt sammen for at hente penge til at spille for.
Det totale beløb lå lidt under en kvart million kroner, men forskellige juridiske detaljer betød, at anklageren satte beløbet ned og det blev så til omkring 180.000 kroner.
Dermed blev de 120 forskellige forhold også reduceret med en håndfuld.
Selv om den personundersøgelse, som Kriminalforsorgen havde skrevet, viste, at den 37-årige ikke havde stabile forhold, så var tilbage fra fra oktober 2018 og siden da havde den 37-årige fået fast arbejde og bopæl og var efter eget udsagn helbredt for sin ludomani blandt andet ved mange behandlinger på et center i Aarhus.
Da databedrageri og snyd over nettet hurtigt opdages blandt andet på grund af kontoplysninger, var dommerne til sinds at stole på forklaringen, for siden begyndelsen af 2019 var der ikke nye sager mod den 37-årige og derfor blev straffen til kombinationsdommen på betinget og ubetinget fængsel.
Den 37-årige valgte betænkningstid, for han ville gerne sammen med sin forsvarer tjekke alle formaliteter om at afsone med fodlænke.