Af Dorit Glintborg

Det gik ikke helt efter planen, da sognepræst i Sydvestmors Pastorat, Christian Rønlev Berwald i går aftes deltog i TV 2’s ”Jo færre, jo bedre”.
En quiz, hvor det handler om at få færrest mulige points.

Den lokale præst deltog sammen med sin fætter, og de to dystede imod to andre tomandshold.
Men de to fætre mente, at C.V. Jørgensen er ophavsmand til Lars H.U.G.s hit ”Mon de kan reparere dig”, og så var der også nogle Julia Roberts-film, der drillede lidt.

Bortset fra det gjorde de to fætre en god indsats på skærmen, og redaktionen vil således erklære sig uenig med Christian Rønlev Berwald i, at det ”ikke var et kønt syn”.
Set i lyset af, at det handler om at deltage og vove at kaste sig ud i nye ting, så har sognepræsten og hans fætter vundet.
Det har ikke været muligt at træffe Christian Rønlev Berwald for en kommentar ovenpå tv-dysten.

Måske de to fætre er ude at spendere de 10.000 kroner, de fik med sig til deling.