Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com

Ikke alle har lært, at det hverken er sjovt eller i orden at sprænge postkasser i stykker med fyrværkeri.
Det måtte beboeren på en adresse på Ansgarsvej i Øster Jølby sande, efter at postkassen på adressen er sprængt i stykker.
Den har en værdi af 800 kroner.

Husets beboer var hurtigt hjemme, efter at røgalarmen fredag aften gik i gang og sendte bud til både den 54-årige mand selv og alarmberedskabet.
Alarmen er installeret på Feggesundvej i Hesselbjerg, hvor den 54-årige mand var kommet til at efterlade en tændt juledekoration i stuen.
Takket være alarmen skete der ingen skade på fast ejendom.
Beboeren er dog sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, oplyser politikommissær Jørgen Jensen.

Det kostede en 36-årig mand en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven, at patruljen tilfældigt kom forbi hans bopæl på Søgårdsvej i Sejerslev lørdag eftermiddag.
Her bemærkede patruljen, at en mand var i gang med at affyre et kanonslag.
Ud over det ene affyrede, fandt politiet ham i besiddelse af fire andre kanonslag.

En mindre brand hidkaldte i går eftermiddag brandvæsenet til Fruevej i Nykøbing.
Her var en julegave på en transportabel vogn stillet for tæt på el-radiatoren.
Ilden kom dog hurtigt under kontrol.