Af Dorit Glintborg

Hvor tit bruger du en børste i dagens løb?
Det er ikke noget, man tænker særligt over, men mange bruger dagligt hårbørste, neglebørste og opvaskebørste.
De færreste af os skænker det en tanke, hvordan sådan en børste egentlig er blevet til.

I Tæbring bor Conny Kristensen og Kurt Andersen på Højvej, og her ved de, hvordan en børste laves.
– Vi har haft børstenbinderi i omkring 50 år, fortæller Conny Kristensen.Indtil for syv år siden drev hun binderiet sammen med sin nu afdøde mand, Preben Kristensen.

Hun fortæller, at børstenbinderiet i dag kun er en hobby, men at det for 40 år siden var et levebrød.
For syv år siden døde Preben Kristensen, og i dag binder Conny Kristensen stadig børster, nu sammen med samleveren Kurt Andersen, som deler passionen.

Conny Kristensen fortæller, at der bruges gede- og hestehår til børsterne i Tæbring, og at det ikke er fra egne dyr.

I øvrigt kan man slappe helt af, for ingen skal hverken lade livet eller lide for at afgive lidt hår til en børste.
De fine børster, der stadig produceres i Tæbring, er blandt andet hårbørster, opvaskebørster, neglebørster samt støvpensler og badebørster.

Redaktionen bekendt holdes det gamle håndværk, børstenbinderi ikke i hævd ret mange steder i landet.
Men i Tæbring laves stadig børster, endda utroligt fine i detaljerne, om end i dag udelukkende på hobbyplan.