Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com

Syv talentfulde unge morsingboer har særlig travlt i denne tid, hvor premieren på Limfjordsteatrets juleforestilling ”Jul i den gamle havenissefabrik” nærmer sig med hastige skridt.

Limfjordsteatret oplyser, at de unge som et led i deres to-årige talentuddannelse på Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst er med på scenen, når forestillingerne løber af stablen.

Manuskriptet til ”Jul i den gamle havenissefabrik” er skrevet af Limfjordsteatrets faste mand, Lasse Popp, der også medvirker i forestillingen sammen med skuespiller Sune C. Abel, der er ansvarlig for talentuddannelsen og fast ankermand for de unge talenter.

Teatrets tekniske chef, Kim Fast Jensen, har lavet scenografien, der er den største, teatret nogensinde har haft i eget hus. Han medvirker også selv i forestillingen som musiker sammen med Bastian Popp, og de har i øvrigt også komponeret musikken.

– Det kommer til at emme af uhygge, men bliver også både finurligt, morsomt og musikalsk, siger teaterleder Gitta Malling, der står for at instruerer hele herligheden.
”Jul i den gamle havenissefabrik” har premiere torsdag den 28. november, og spiller i alt syv gange.

Foto: Limfjordsteatret.