Af Dorit Glintborg
doritglintborg1@gmail.com

Tidligere brugte Maiken Hyldig Kristensen bil for at komme på arbejde i frisørsalonen i Thisted. I dag bruger hun en cykel – en ladcykel med plads til børnene, når de skal afleveres om morgenen. Nu har hun nemlig kun en lille kilometer til arbejde.

Maiken Hyldig Kristensen har overtaget Klippehjørnet i Vils, som Pia Kusk ejede og drev i otte et halvt år.
I dag har Pia Kusk solgt frisørsalonen til Maiken Hyldig Kristensen, mens hun selv er flexjobansat fem timer om ugen i salonen. Pia Kusk glæder sig over at have solgt forretningen til en lokal kvinde fra Vils.

Og glæden er gensidig. Maiken Hyldig Kristensen er taknemmelig for den store opbakning fra området, og hun værdsætter Pia Kusks timer i salonen.
– Jeg var spændt på, om der ville være arbejde nok til en fuldtidsstilling, og jeg er blevet glædeligt overrasket, fortæller Maiken Hyldig Kristensen, der ikke kun har kunder fra Vils, men også de omkringliggende landsbyer, ligesom flere af hendes gamle kunder fra salonen i Thisted gerne kører til Vils for at blive klippet eller farvet af deres tidligere frisør.
– Den slags gør mig helt vildt glad, fastslår Maiken Hyldig Kristensen.

Det betyder meget for den nye, lokale frisør i Vils at give kunderne en god betjening og service. Derfor har hun fast aftale med plejehjemmet i Vils, hvor hun hver sjette mandag har fast frisørdag. På den måde slipper beboerne for at komme til frisøren. Frisøren kommer til dem.
På spørgsmålet til prisniveauet i Klippehjørnet i Vils svarer Maiken Hyldig Kristensen, at hun vist er ”moderat” i priserne. Og hun tilføjer: – At ordne andres hår er et tillidserhverv. Jeg vil gerne skabe nogle gode relationer til kunderne, vise, at jeg udfører kvalitetsarbejde, og så måske hen ad vejen lave prisstigninger.

Den nye frisør i Vils har været uddannet frisør i syv år, og om hårets betydning for de flestes velvære har hun gjort sig flere tanker.
– Man tænker måske ikke over det i det daglige, men bliver folk syge, er noget af det værste for dem næsten altid, hvis de taber håret.

Klippehjørnet i Vils tilbyder ud over klip, farvning og permanent blandt andet også farvning af bryn og øjenvipper.
I øjeblikket er der to parkeringspladser på vej lige udenfor salonen, forbeholdt kunder i Klippehjørnet.

– Jeg har fået sådan en god modtagelse, lyder det positivt fra Maiken Hyldig Kristensen.

På billedet ses Maiken Hyldig Kristensen udenfor sin frisørsalon i Vils.