Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com
Konditorbageren på Sallingsundvej 3 i Nykøbing er kommet rigtig godt fra start.
Bageri og butik åbnede 3. november, da Frank Furbo slog dørene op til den splinternye forretning på Mors.
– Vi er kommet rigtig godt fra start. VI har mange kunder, og til vores glæde er det nye kunder – det er ikke gengangere fra butikken ved havnen, fortæller Joan Furbo i dag.
Hun tilføjer, at nogle af kunderne fra havnen også kigger ind på Sallingsundvej, men det er mest for at hilse på – deres bagerivarer køber de fortsat i Konditorbageren ved havnen, som de plejer.
Kunderne roser det brede sortiment, og tilbudsrundstykker er meget populært. Det samme er pølsehorn og slush ice blandt skolebørn, der passerer Sallingsundvej på vej til og fra skole.
– Vi er rigtig glade for den fine start, fastslår Joan Furbo, der selv er at finde bag disken i butikken i de fleste af de åbne timer.
Kun én ting ærgrer det nye bageri lidt, og det er, hvis nogen tror, brødet hos Konditorbageren er ”bake off” – altså færdigbagt brød, som bare opvarmes i butikken.
– Det har jeg hørt nogle gange, og det er altså virkelig ikke tilfældet. Den store ovn inde i butikken er der kun for at vi ekspedienter kan holde varmen, smiler Joan Furbo.
Brødet bages fra bunden af fem bagermestre, der har gang i dejen lige fra midnat.
På billedet ses Joan og Frank Furbo sammen med datteren, Natasja, der også giver en hånd med i butikken.