Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com
Fire nye har tilsluttet sig staben af frivillige deltidsbrandmænd på Mors, efter at Falck Morsø ad flere veje har søgt flere til tjenesten.
– Vi er rigtig glade for at have fået hele fire nye, siger Allan Søe, der sammen med sine brandmandskolleger glæder sig over nu at være et hold på over 20, der er klar til at rykke ud, når hjælpen er påkrævet.
De fire nye deltidsbrandfolk har deres daglige arbejde på henholdsvis KPK Vinduer og Døre, Morsø Kommune og Nykøbing Mors Andelsboligforening.
Brandfolkene gjorde i august måned opmærksom på, at det ikke er uforeneligt med arbejde at være frivillig deltidsbrandmand.
Som Allan Søe fortalte, er en deltidsbrandmand gennemsnitligt er afsted 15 timer om året, hvorfor arbejdsgiveren ikke behøver frygte en mindre tilgængelig og mindre engageret medarbejder.
Brandmændenes budskab lader til at være gået rent ind her på øen, og Allan Søe glæder sig sammen med resten af mandskabet over ankomsten af nye deltidsbrandmænd.
– Vi takker de respektive arbejdsgivere for velviljen, og gør samtidig opmærksom på, at vi stadig har plads til flere på holdet, understreger Allan Søe.
De fire nye deltidsbrandmænd på Mors ses på billedet her, og er fra venstre Kristian Bjerregaard, Morsø Kommunes vejafdeling, René Larsen, Nykøbing Mors Andelsboligforening, René Mikkelsen og Flemming Vigsøe, begge KPK.
Billedet er taget af Falck Morsø.










































