Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, har sendt Her På Øen nedenstående læserbrev:

Lukning af læreruddannelsen i Skive er dybt uansvarlig

– der findes dog løsninger, som ikke har været fremme.

Det er ikke rimeligt at have fire timers transport om dagen, hvis man vil bo på Mors og uddanne sig som lærer. Det er en af mange nærmest uoverskuelige konsekvenser, hvis VIA University College i Skive lukkes.

Skrækeksemplet er nedlukningen af Holbæk Seminarium i 2014, som har været med til at skabe store rekrutteringsproblemer i Holbæk og omegn.

Mere end 40 % af alle nyansatte i lærestillinger i Holbæk Kommune er i dag ikke uddannede lærere. Holbæks borgmester peger selv på ”at sådan var det ikke dengang, der lå en uddannelse her lokalt”.

På Mors kommer 70 % af alle lærere fra Skive Seminarium – og mere end 90 % af alle vores ansatte i lærerstillinger på Mors er læreruddannede. Vi ved samtidig, at når folk har mere end en times transporttid, så er det ofte blot et spørgsmål om tid – før man enten flytter til uddannelsesbyen eller opgiver drømmen.

Det er ikke rimeligt for den studerende. Det vil udhule vores rekrutteringsgrundlag. Tilflyttere vil vælge os fra – og det vil skade vores børns fremtid, hvis beslutningen om at lukke – står ved magt. På Mors kan vi se en mere konstruktiv vej, som er ansvarlig, langsigtet og skaber et Danmark i bedre balance.

Kort gevinst – langsigtet katastrofe
Jeg er helt med på, at man som bestyrelse har et ansvar og nogle gange er nødsaget til at træffe upopulære beslutninger. Men i dette tilfælde er der et samfundsmæssigt ansvar, som er større end kortsigtet bundlinje. Kort sagt vil det være uansvarligt for hele Nordvestjylland at lukke læreruddannelsen i Skive. På sigt vil det være en katastrofe.

På den korte bane kan man måske forbedre VIA’ s økonomi – men betydningen for vores skoler og fremtiden i vores område er ikke med i den beregning. I bestyrelsens resume af planen står der blandt andet:

”Thisted og Morsø Kommune – som ligger uden for VIAs formelle dækningsområde – vil formegentligt opleve en lidt vanskeligere adgang til uddannet arbejdskraft, da der bliver længere afstand til en læreruddannelse”.

Ordet ”lidt” må i dette tilfælde tangere rekord i vestjysk underdrivelse.

Hvis planen bliver gennemført, vil det netop ramme Morsø og Thisted Kommune ualmindeligt hårdt. VIA nævner selv i deres materiale, at:

”læreruddannede finder typisk beskæftigelse lokalt i forhold til deres uddannelsessted”.

Og når det tager to timer hver vej at komme til uddannelsen med offentlig transport eller en time hver vej, hvis man er så heldig at have råd til bil – så vil det uden tvivl ikke have den ønskede effekt at lukke ned i Skive.

Især ikke for vores område. For mange vil enten flytte til uddannelsesbyen eller helt droppe uddannelsen.

Det kan selvfølgelig lyde som om, at det bare er vores lokale følelser, som spiller ind. Så her er lidt fakta til at understøtte pointen.

Læreruddannelserne over hele landet er pressede – det er en tendens på landsplan. Nedgangen i kvote 1 ansøgere faldt med 4% på landsplan. Det skal vi som samfund tage alvorligt.

Derfor undrer det mig, at det er Skive, som står for skud, når de faktisk har en vækst på 18% i kvote 1 ansøgere, mens Holstebro har en nedgang på 41 %.

Tal viser også, at har man bopæl på Mors eller i Thisted Kommune, så læser man som udgangspunkt i Skive. Blandt de knap 600 medlemmer i den lokale lærerforening er 232 uddannet fra Skive og 114 fra Nørre Nissum.

Praktikanterne på Mors kommer også primært fra læreruddannelsen i Skive. Vi har mellem 8 og 13 praktikanter om året – og den lokale tilknytning er bare altafgørende for, hvor de søger hen.

Jeg er med på, at når man kigger på et kort – så opfylder VIA sin forsyningspligt i Region Midtjylland – men Morsø og Thisted Kommune kommer særligt i klemme ved en nedlukning. Formelt tilhører vi Region Nordjylland, men i virkelighedens verden er vi meget tættere på Skive Seminarium.

Udvikling i stedet for afvikling
Som samfund og institution må beslutningstagerne derfor tage et bredere ansvar. Vi er ikke blot streger på et kort eller tal i et regneark.

Derfor foreslår jeg, at vi videreudvikler på læreruddannelsen i Skive i stedet for at lukke den.
I forvejen har de flere attraktive fag, som man ikke kan få andre steder i landet.
Helt konkret kunne man også se på muligheden for at tilbyde eftervidereuddannelse af hele lærekredsene Thy/ Mors, Skive, Viborg, Holstebro – som tilsammen har cirka 2.400 medlemmer.

I forhandlingerne om overenskomsten – OK24 – blev lærerne omfattet af Den Kommunale Kompetencefond og med de midler, der er lagt i fonden, vil det være muligt, at alle lærere vil kunne komme på faglige kurser af 3-6 dages varighed hvert 4. år.

Hvis VIA udbød efteruddannelse i Skive vil der være omkring 600 lærere, der kunne komme på kursus her om året. Dette er blot ét scenarie, som ligger lige for. Så lad os sammen gribe muligheden, tage ansvaret og udvikle – i stedet for at afvikle.

Det vil være godt for VIA’s langsigtede bundlinje, det vil styrke sammenhængskraften i regionen
– og vi vil undgå de store samfundsmæssige samt menneskelige konsekvenser, som nedlukningen fører med sig.

Hans Ejner Bertelsen
Borgmester Morsø Kommune

Pressefoto.