Nogen må gøre noget
Sådan skriver politidirektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Helle Kyndesen, i nedenstående læserbrev til Her På Øen:
”Udviklingen er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at gøre noget”.
Sådan sagde rigspolitichefen for nylig i et interview. Det handler om vores arbejde omkring borgere med psykiske lidelser.
Udviklingen er i de senere år kun gået én vej; mængden af politiets opgaver, der omfatter håndtering af psykisk syge borgere på den ene, anden eller tredje måde, vokser, og det gælder også her i Midt- og Vestjylland.
Medarbejderne i servicecenteret taler på daglig basis i telefonen med psykisk udsatte borgere, der ringer 114. Og vores patruljer oplever at bruge store dele af arbejdsdagen på at håndtere psykisk udsatte borgere. Det kan være selvmordstruede eller selvskadende personer, personer der ikke passer deres medicinering eller eftersøgninger af personer, der f.eks. har forladt et bosted, uden at nogen ved, hvor de er.
Og så kan det være vores bistand til tvangsindlæggelser, hvor vi selvfølgelig skal løse vores lovbestemte del af opgaven. I 2018 assisterede vi ved 445 tvangsindlæggelser. Sidste år 654. Cirka 30 procent af borgerne, som bliver tvangsindlagt, tegner sig for 70 procent af tvangsindlæggelserne. Der er altså mange gengangere, og enkelte borgere bliver indlagt 10, 20, 30 gange årligt og mere.
Så vi må gøre noget. Borgere med psykiske lidelser har brug for den rette hjælp og behandling, og samfundet har brug for, at myndighedernes ressourcer anvendes optimalt til gavn for så mange borgere som muligt inden for vores respektive ansvarsområder. Myndighederne samarbejder om at løse udfordringerne, og det er vigtigt at overveje, om der er nye løsninger – om det kan gøres bedre eller anderledes.
For i Midt- og Vestjyllands Politi tænker vi på den psykisk syge borger, der igen og igen møder systemet i form af en uniformeret betjent i stedet for en person, som kan hjælpe med behandling og med at tage relevante skridt til at lære at håndtere den psykiske lidelse. Og derfor bidrager vi som politi aktivt i samarbejdet med bl.a. regioner og kommuner for at finde de bedst mulige løsninger. Og vi håber, at det hurtigt vil føre til mærkbare forbedringer – til gavn for de mennesker, der har brug for det. Så lad os gøre noget.
