Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Efter 60 år som stenhugger på Mors, går Steen Jensen nu på pension.

I den forbindelse roser Danske Stenhuggerier, Minder og Mennesker den lokale stenhugger, som på sit stenhuggeri i Nykøbing og i sine opgaver for kirkegårdsledelser over hele landet, har sat et stort aftryk.

  • Steen Jensen er indbegrebet af en stenhugger. Han bærer fuldt fortjent Den Kongelige Fortjenstmedalje for dedikation og lidenskab til et historisk håndværk, og for hans kamp for kirkegårdens vigtighed, lyder ordene fra Danske Stenhuggerier.

Steen Jensen kan nyde sit otium i forvisning om, at hans mange gravsten, monumenter og skulpturer vil stå som vidnesbyrd om dygtighed og kærlighed til stenhuggerfaget.

Steen Jensen kan nu ikke lægge mejsel og hammer helt på hylden endnu, for der er nogle igangværende opgaver, som han følger til dørs.

  • Jeg har såmænd ikke tænkt på, hvad jeg skal bruge tiden til nu, for jeg har ligesom skubbet det foran mig, siger Steen Jensen til Her På Øen.

Han fortæller videre, at han har efterspørgsel på forskellige udsmykninger flere steder i landet, og at han også har aftaler om foredrag om granit i kalenderen fremover, blandt andet på Bornholm.

  • Det er ikke nemt at lukke døren helt lige med det samme, lyder de kloge ord fra Steen Jensen.

Det lokale stenhuggeri på N. A. Christensensvej i Nykøbing fortsætter i øvrigt ufortrødent med Torben Sloth som bestyrer.

Han har været ansat hos Steen Jensen siden 2008, og han har stået for butikken, siden maskiner og sten blev solgt til kæden Danske Stenhuggerier i 2015.

Det fortæller Her På Øen nærmere om en af de første dage.

Foto: Danske Stenhuggerier.