Snart er der gået 10 år, siden Spar Nord åbnede døren på Kirketorvet i Nykøbing for første gang.
Det var i 2011, hvor afdelingen startede op først som Sparbank og senere i fusion med Spar Nord.
- Alle ansatte var og er fortsat lokale rådgivere, som med deres indsigt og erfaring har tiltrukket masser af kunder til butikken, siger afdelingsdirektør Gunner R. Jensen til Her På Øen, og han fortsætter: – I de senere år er kunder bosiddende i Salling og Thy området også blevet betjent fra afdelingen på Mors. Hele 22 medarbejdere er således engageret i at yde den optimale rådgivning for kunderne.
Spar Nord Nykøbing oplyser videre, at banken på mange måder er stærkt på vej til at blive øens største pengeinstitut.
- Og det er sket på blot 10 år, hvor vi jo startede med 0 kunder. Det har været en fantastisk rejse, som det jo populært benævnes ved succeser i dagens Danmark. Vi er meget ydmyge over den store opbakning, som vi har oplevet i hele området. Det ligger os meget på sinde at bidrage til det lokalsamfund vi er en del af, og alene over de seneste 5 år har vi bidraget med mere end 5 millioner kroner fra Spar Nord og Spar Nord fonden, til lokale tiltag. Når det går godt for os, i Spar Nord har vi mulighed for at betale mere tilbage til lokalsamfundet, tilføjer Gunner R. Jensen.
Spar Nord fejrer jubilæet fredag 24. september med åbent hus på Kirketorvet 1.
Det vil ske som en optakt til gågadens oktoberfest, der afholdes på torvet om aftenen.
- Det koster ikke noget, at sige, at vi er lokale – men det koster noget at vise, at vi er det i praksis. Vi vil gerne tilvælges på grund af vores kompetence, vores tilgængelighed og troværdighed. Endelig er det jo vigtigt for en bank, at have en god økonomi. Og det har vi i Spar Nord, slutter afdelingsdirektøren.
Arkivfoto af Gunner R. Jensen: Dorit Glintborg.










































