Erhvervsminister Simon Kollerup er i dag mandag tilbage på arbejde efter i længere tid at have været sygemeldt med et mavesår.
På sin Facebookside skriver den lokalt valgte folketingspolitiker for Socialdemokratiet, at han er utroligt glad for at være tilbage på arbejde, for der er nok at tage fat på:
- Vi har igennem snart et års tid været vidne til Coronaens hærgen. Hvad nogle måske i starten troede bare ville blive et par hårde forårsmåneder har udviklet sig til at være et sort og trist år.
Vores erhvervsliv og vores arbejdsliv er for mange også drastisk forandret på grund af coronakrisen. Mange danske virksomheder og selvstændige kæmper. Mange medarbejdere er sendt hjem eller blevet afskediget. Alle kæmper for at holdet hovedet, jobbet og virksomheden oven vande.
I regeringen har vi fra starten af nedlukningen ønsket at holde hånden under dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Det vil vi fortsat arbejde for. Det er nu vi skal holde fast, så vi både holder smitten nede og samtidig holder hånden under dem, der har brug for det.
- Vi kigger også på, hvordan vi kan forme en stærkere dansk økonomi i årene som ligger foran os, når vi engang er ude af coronaens skygge. Vi vil lægge kimen til fremtidens arbejdspladser og morgendagens Danmark med en sund økonomi og en stærk konkurrenceevne, skriver Simon Kollerup, og takker kollegaen Dan Jørgensen for afløsning under sygemeldingen.
Pressefoto,











































