Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Når man spørger Ulla Andersen, hvordan hun har det og har haft det under den langvarige Coronakrise, er svaret todelt.

Arbejdsmæssigt har Ulla Andersen haft en svær tid. Ulla Andersen er engageret i Folkekirkens Familiestøtte, hvor hun yder rådgivning, hjælp og støtte til de familier i lokalområdet, der har behov herfor.

  • Det har været meget hårdt, ikke at kunne komme ud til de familier, man ved, har brug for hjælp. Det er uundgåeligt at føle, at man svigter dem, lyder det fra Ulla Andersen.

I flere måneder har hun måttet nøjes med at kontakte de pågældende familier telefonisk. Nu er de fysiske besøg så småt kommet i gang igen, men der er stadig mange restriktioner at følge for at undgå spredning af Coronavirus.

  • Når man er en hjælpeorganisation, er det virkelig frustrerende, ikke at kunne gå ud at yde hjælpen, fastslår Ulla Andersen, som blandt andet tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune.

Personligt derimod har hun oplevet en række positive ting som følge af den aktuelle Coronavirus.

“I al vor kvæde er der også glæde” 

  • Jeg har set mange familier med mor, far og børn gå ture, og i det hele taget foretage sig ting sammen. Dét så jeg ikke før Coronakrisen, hvor forældrene jo havde travlt med arbejde, og børn med skolen.

På samme måde mener Ulla Andersen, at den svære tid har gjort de fleste af os mere bevidste om alt det gode i vores tilværelse, som vi skal passe godt på.

Ulla Andersen synes, at selvom hverdagen har været anderledes, har det også på mange måder været givende.

  • Jeg tror, vi indimellem har brug for en lille én i rumpetten, for at få en øjenåbner. For at se, hvor meget vi egentlig har at være taknemmelige over.

Selv har Ulla Andersen heldigvis været forskånet for at have Corona tæt inde på livet, og hun har det således godt.

Og som hun så rammende siger: I al vor kvæde har der også været glæde.

Foto: Privat