Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Morsø Teaterkreds indleder den 28. august sin 50. jubilæumssæson.

Det sker i Støberigården i Nykøbing med en sangforestilling om formiddagen, og der vil være tale om yderst velkendte toner, fortæller Morsø Teaterkreds’ formand, Jørgen Bruun Christensen til Her På Øen.

Der kommer altid en sporvogn (og en pige til)

Sven Gyldmarks eviggyldige og elskede sange bliver vakt til live af musiker Mads Kronborg (klaver og sang) og skuespiller Christian Bergman (sang).

Mange husker sikkert Dirch Passer og Ove Sprogøe som de to ungkarle, der med charme og sang konkurrerer om blikke fra byens kvinder. Der er lagt op til grin, nostalgi og fællessang i selskab med Sporvognskonduktør Svendsen og Vognstyrer Iversen. Sammen med publikum vil de synge nogle af Sven Gyldmarks elskede sange op gennem 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.

Publikum vil bl.a. komme til at synge med på ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”, ”Du går ind i alle hjerter med træsko på”, ”Du er min øjesten”, ”Er du dus med himlens fugle” og mange flere.

  • Med ”Der kommer altid en sporvogn” tager vi det ældre publikum i hånden og sørger for, at de får en hyggelig og glædelig oplevelse af samvær, fællesskab og nærvær, lyder det fra Jørgen Bruun Christensen.

Billetter kan købes på Morsø Teaterkreds’ hjemmeside, på Turistbureauet eller ved indgangen til Støberigården.

Pressefoto.