Af Dorit N. Glintborg
Et af de virkelig kendte ansigter i handelslivet i Nykøbings gågade er nu fortid bag disken, hvor hun har ekspederet i tusinder af kunder.
Det er Bøger & Papir i Nykøbing, der må sige farvel til Maibritt Jensen, der har valgt at gå på pension 1. juni.
Boghandler Bent Bisgaard betegner Maibritt Jensen som en sand legende:
- Med kun et års fravær har Maibritt været en sand legende og et omvandrende leksikon i butikken. Hun har været en helt fantastisk arbejdskraft og en supergod kollega.
Nu er det mere tid med familien, der frister Maibritt Jensen, der nu har lagt cirka 46 års dedikeret tjeneste i Nykøbings boghandel bag sig.
Boghandler Bent Bisgaard får i øvrigt ikke mulighed for at holde en reception for sin trofaste medarbejder.
- Som det beskedne menneske, Maibritt er, ønsker hun ikke nogen officiel festivitas i forbindelse med sin fratræden, fortæller han.
Her På Øen ønsker Maibritt Jensen tillykke med de mange år på arbejdsmarkedet. Hun har altid været en smilende og imødekommende fornøjelse at blive betjent af.
Privatfoto.