Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Nykøbing Mors Kirkefestival i slutningen af maj måned bliver både den 26. og den sidste i rækken.

Det oplyser udvalget bag den lokale tradition på Nykøbing Kirkes hjemmeside.

Her takker medlemmerne også for den opbakning, kirkefestivalen har haft igennem årene.

Da menighedsrådet i år 2000 bestemte sig for at prøve at nå medlemmer af kirken, der ikke så ofte kom til de kirkelige arrangementer, nedsatte man et udvalg af menighedsrådsmedlemmer, frivillige fra sognet, præster og en organist.

Dette udvalg fandt frem til konceptet Kirkefestival, som hvert år siden er blevet afholdt ved Sct. Clemens Kirke i Nykøbing Mors.

  • Mange har oplevet, at vores kirke byder på mange spændende oplevelser sammen med andre. Kirken byder i dag ind til bl.a. gudstjenester, børnegudstjenester, Kulturmødet, debatmøder, foredrag, sangkor, aftensang, caféer, yoga, babysalmesang og meget mere, siger udvalget.

Mange flere er i dag med til at give kirken liv.
Derfor konkluderer man, at der ikke længere er behov for en egentlig kirkefestival en gang om året længere.

 

Dermed er der tale om en succeshistorie. Kirkefestivalen virkede, og har nu gjort sig selv overflødig.

Dog først fra næste år.

I år afholdes den 26. kirkefestival i Nykøbing fra den 26. til 31. maj.

Medvirkende vil blandt andre være Henning Toft Bro, Michael Arendt Laursen og Mathias Hammer. Af arrangementer kan nævnes koncert, pilgrimsvandring og fællessang.