Af Dorit Glintborg
Der faldt i alt 21 forskellige sigtelser, da færdselspolitiet i går foretog en trafikkontrol på Mors og i Salling.
Operativ leder af færdselsafdelingen i Holstebro, Jørgen Christensen oplyser til Her På Øen, at kontrollen forløb mellem kl. 16.00 og 21.00 tirsdag.
Rent geografisk er der ikke detaljer.
Det var især ulovlige knallerter, kontrollen var på udkig efter, og dem afslørede kontrollen da også en del af.
- Vi har tidligere haft fokus på ulovlige knallerter, fordi det er en ting, der gør mange borgere utrygge, siger Jørgen Christensen.
Politiet glæder sig over, at tidligere indsatser har båret frugt, idet antallet af ulovlige knallerter er faldende.
Under gårsdagens kontrol blev der afsløret to knallerter med højere hastighed end de tilladte 43 km/t, én knallert uden forsikring, én knallert med forskellige fejl og mangler, og en knallertkører uden styrthjelm.
Udover knallerterne, sigtede politiet to bilister for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, mens otte bilister kørte uden sikkerhedssele.
En bilist kørte overfor spærrelinjen, én kørte frem for fuldt stop, og en enkelt bilist kørte for stærkt og fik et klip i kørekortet.
Også en motorcyklist kørte overfor spærrelinjen. Derudover havde motorcyklisten hverken kørekort, forsikring eller nummerplader i orden.
Sluttelig stoppede færdselspolitiet en traktor med diverse fejl og mangler.
Alt i alt 21 sigtelser fordelt over Mors og Salling.
Pressefoto: Rigspolitiet.